Jeg har af flere omgange levet og spist efter forskrifterne i Tim Feriss’ ”slow carb”-diæt, som er omtalt i hans bestsellende bog ”The 4-Hour Body”. Meget kort sagt, så går kuren ud på at man skal undgå at spise og drikke ”hurtige” kulhydrater – mere om det senere. I denne her artikel kan du se hvordan en typisk dag kunne se ud for mig*.
Tim Feriss er manden bag bogen ”The 4-Hour Workweek”, der har fået rigtig meget omtale i både ind- og udland. Bogen handler om effektivitet og livstil. Feriss har altid været optaget af disse emner – og det gælder alle områder af hans liv. I 2010 udkom bogen ”The 4-Hour Body”, der med samme provokerende tone, sætter fokus på vægttab, træning, sex og sågar kunsten at leve et laaangt liv. Nogle af bogens teorier er på ingen måde nye, blot ikke alment udbredte endnu. Andre er mere dristige og mindre underbyggede, men fælles for dem alle, er at Feriss i høj grad har testet både på sig selv og andre. I afsnittet om vægttab er der meget fokus på det glykæmiske indeks, som i lang tid har været benyttet af sukkersygepatienter, til at sige noget om hvor meget en bestemt fødevare påvirker insuliniveauet i kroppen. I bogen forklarer Feriss hvordan fødevarer med højt glykæmisk index medfører en overfrigivelse af insulin, der stimulerer kroppens celler til at optage glukose. Isæt fedtceller har mange insulinreceptorer og er derfor ekstra modtagelige overfor denne proces**. Undgår man disse fødevarer, og i stedet holder sig til ”langsomme” kulhydrater, protein og grøntsager, kan man spise stort set ubekymret, mens man taber sig. Det er i korte træk reglerne i ”slow-carb”-diæten. De hurtige kulhydrater, som i højest mulig grad bør undgås i en slankeperiode, findes i fødevarer som brød, pasta, ris, kartofler, frugt og slik/sukker. Måske jeg lige skulle tilføje at hver uge indeholder en såkaldt ”binge-day”, hvor ALT er tilladt. Pizza, burger, slik etc., det foregår her. Her følger 3 eksempler på morgen-, middag-, og aftenretter, som jeg selv spiser med stort velbehag.
Morgenmad – Spansk tortilla med chorizopølse
Denne ret laves om søndagen og fryses herefter ned i 6 portioner, der kan varmes om morgenen, med minimal indsats. Retten minder som sådan om en klassisk spansk tortilla, dog uden de hurtige kulhydrater. Kartoflerne er nemlig byttet ud med hvide bønner, som indeholder en del protein og har et lavere glykæmisk indeks. Følgende ingredienser skal bruges til en uges forbrug:
- 2 løg
- 10 æg
- Ca. 400 gram hvide bønner og 200 gram kidney bønner (nemmest fra dåse)
- 1 glas champignon eller friske
- Frossen spinat
- Chorizo pølse
- 1tsk rød karry pasta
Slå æggene ud i en skål og rør dem sammen. Steg alt, undtagen æg, på en pande. Fordel det i et ovnfast fad og hæld æggene over. Bag i ovnen, indtil æggene er stive og overfladen ser tilpas ud. Skær tortillaen ud i 6 stykker og lad dem køle af inden de fryses ned. Stykkerne kan varmes i mikroovn om morgenen. Retten er i høj grad inspireret af fælgende opskrift: http://www.4hourrecipes.com/recipe/spanish-style-tortilla/
Frokost – Tun i tomat med æg og løg
Tun i tomat er et super alternativ til makrel i tomat, hvis man gerne vil undgå fedtet fra makrellen og i stedet få masser af protein fra tunen. Tomatsovsen er nok lidt kontroversiel i forhold til ”slow-carb”-diæten, men man skal heller ikke være for fanatisk. Det vigtigeste er, ifølge mig, at kuren er til at følge, uden at man løber surt i det. Tun i tomat kan købes på dåse i større supermarkeder. Jeg spiser det på et stykke mørkt fuldkornsholdigt rugbrød, hvilket igen er lidt ud over reglerne. Hvis man undersøger det glykæmiske indeks for rugbrød, er det dog ikke meeeget højere end hos nogle bønner og jeg har ikke haft problemer med at tabe mig selvom jeg spiste rugbrød. Det glykæmiske indeks bliver også i nogen grad opvejet af meget proteinholdige fødevarer, hvis disse indtages sammen med. Derfor mener jeg godt at du må spise lidt rugbrød, jeg vil dog selv helst undgå det om morgenen, da det her handler om at få noget protein indenbords. Læs mere om det glykæmiske indeks på denne side: http://www.lavidaverde.dk/glykaemiskindeks.html.
Aftensmad – Laksefrikadeller med sund cole slaw
Denne ret er super lækker og nem at tilberede. Farsen bindes sammen af hvide butter beans, og der skal ikke noget mel i. Jeg har fulgt denne opskrift: http://www.4hourrecipes.com/recipe/thai-salmon-fishcakes/, dog har jeg stegt frikadellerne i ovnen, da dette er langt nemmere. Vær opmærksom på at de ikke får for lang tid, da de godt kan blive lidt tørre. Tilbehøret er endnu nemmere – revet gulerød og hvidkål med en dressing af vineddike, olie, lidt honning (ja, jeg ved det…), lime, salt og pepper. Ikke den autentiske cole slaw, men det smager godt.
Mellemmåltider
Med disse retter er jeg ikke sulten i løbet af dagen – husk at spise dig godt mæt. Skulle sulten dog alligevel mælde sig, så spiser jeg et par gulerødder. Det letteste er at købe snackgulerødder, der ikke behøves at skrældes.
Energi og træthed
At man bliver træt og mister sin energi hvis ikke man får sine hurtige kulhydrater er en skrøne. Det er klart at det kan være ubehageligt i begyndelsen, hvis man er meget afhængig af eksempelvis sukker. Første gang jeg fulgte diæten blev jeg svimmel og træt. Dette skyldtes hundrede procent at jeg ikke spiste nok, fordi jeg var besat af at tabe mig. Følger jeg diæten på en fornuftig måde, oplever jeg tværtimod en forhøjet energi, og færre perioder hvor jeg brænder helt ud og bare skal have noget sødt. Jeg kan mærke at min krop har flere kræfter på mine løbeture, og min koncentration har det fint. Husk derfor at lytte til din krop og spis derefter, medmindre den vil have kage altså… I øvrigt drikker jeg (stort set kun) vand i perioder hvor jeg er på kuren. Der er slet ingen grund til at drikke kalorier, som Tim Feriss selv siger. Det er dog OK at drikke et glas vin eller to om aftenen. Drik rigeligt med vand hvis du vil holde dig frisk.
3 skrøner om diæten
-
Man kan ikke undvære kulhydrater
Det skal du heller ikke. Du skal blot undgå at spise (og drikke!!) de hurtige kulhydrater. Du får masser af kulhydrater i eksempelvis bønner og rugbrød.
-
Det lyder som en mirakelkur
På ingen måde… Det er alment kendt viden at et stabilt blodsukker er godt, og at indtagelse af meget sukker og hvidt brød kan bidrage til mere fedt på sidebenene.
-
Man tager det hele på igen bagefter
Det gør du højest sandsynligt hvis ikke du ændrer dine vaner, det er der vel ikke noget mærkeligt i. Men hvorfor ikke minimere indtaget af hurtige kulhydrater også EFTER kuren?
Det var lidt tanker og inspiration omkring ”The 4-Hour Body”-diæten. Skriv endelig en kommentar hvis du har en mening eller et spørgsmål. Du er også velkommen til at sende mig en mail.
* Kuren er ikke 100% slavisk fulgt, da jeg mener at jeg selv kan administrere og dømme hvad jeg bør og ikke bør spise. Jeg er ikke fanatisk, og jeg måler hver dag mit fremskridt, sådan at jeg ikke bruger en uge på at dumme mig, i en periode hvor jeg aktivt forsøger at sænke min vægt. I øvrigt skal man også kunne leve et normalt liv bagefter kuren.
** Jeg er på ingen måde læge- eller sunhedsfagligt uddannet!


